AsnæslejrenAsnæslejren

Engang for længe siden....

Vi ved ikke med sikkerhed, hvornår den ide er opstået, at Frederiksberg Sogns KFUM skulle have egen lejr. Fra 1912 og fremefter afholdt alle KFUM-kredse på Frederiksberg hvert år i april en fælleslejr på FDF's koloni Jomsborg i Hornsherred, og det har nok været begyndelsen.

I marts 1916 blev Sejr Uttental sekretær i Frederiksberg KFUM efter pastor Svend Bøgh. En af hans opgaver var at skrive et månedligt referat af foreningens aktiviteter, hvilket gør os i stand til at følge lejrens tilblivelse.

” … der var noget betagende og æventyrligt over Byen med den gamle femtaarnede Kirke, som den laa der i Efteraarets klare Maanelys. Og Æventyret holdt sig, da vi næste Dag kørte ud og opdagede Halvøen Asnæs. Aldrig har Skovens Farver flammet så festligt som netop den Dag, og aldrig har Kaprifolierne duftet saa dejligt. Og det æventyrlige har holdt sig siden …” (Sejr Uttental, 1933).

Asnæs-traditionerne grundlægges – på Stevns

I sommeren 1916 svigtede Frederiksberg KFUM fælleslejren på Jomsborg til fordel for et ophold på Vesterbro KFUM's lejr på Stevns. Lejren på Stevns bestod af en sovesal med 28 køjer og en åben veranda, som gjorde det ud for en opholdsstue. Nogle meter derfra lå en mindre bygning med køkken og soverum til damerne. Der var 22 deltagere og 3 damer. Deltagernes alder lå mellem 14 og 26 år. Der blev straks oprettet et "ministerium" af de "ældre" ledere. Uttental var konseilspræsident (svarer til statsminister) samt justitsminister. Desuden var der kultus-, sanitets-, handels-, forsvars-, sports-, trafik-, finans- og indenrigsminister. En tradition, der blev videreført på lejrene på Asnæs.

Et ubehageligt arbejde var renovationen. Sammen med lejekontrakten fulgte et regulativ, hvori blandt andet stod: Lederen foranlediger, at latrinerne (lokumsspandene) tømmes og nedgraves på et dertil anvist sted. Uttental nøjedes som regel ikke med at "foranledige". Han var stor og stærk, og gravede selv og gjorde det øvrige fornødne.

Lejren blev for alle en stor oplevelse, og det var klart, at man måtte gå videre ad den vej. I 1917 blev samme lejr igen lejet for en uge i august, og de gode erfaringer fra 1916 gentog sig. Der blev sat fuld gang i indsamlingen til den nye lejr med basar og sommerfest.

Sejr Uttental var meget begejstret: ”Ja, herefter ved jeg altsaa ikke noget bedre end Sommerlejr. Saa alvorligt og godt og morsomt og lykkeligt paa een Gang har jeg aldrig haft det før, hele otte Dage igennem. […] og derfor har vi i al Stilfærdighed lovet hinanden, at det ikke skal vare mange Aar, inden Frederiksberg Sogns KFUM har sin egen Sommerlejr. Ja, men det vil jo blive dyrt — ja, det vil det! Men vi er begejstrede! Og ud fra et KFUM-Standpunkt kan vi afgjort ikke tænke os nogen bedre Brug af 4-5.000 Kr. Den kommende Tid vil staa i Sommerlejr-Indsamlingens Tegn.”

Asnæs "opdages"

I oktober 1916 begyndte Sejr Uttental og Erik Klenow, som var den anden drivende kraft bag projektet, at søge efter en passende grund til den kommende sommerlejr.

Klenow: ”Vi havde i sommeren 1916 været på Stevns. Der saa vi en Lejr, og saa sagde vi: Saadan een maa vi ogsaa have! Altsaa, da vi kom hjem, satte Uttental og jeg os omkring et Bord og studerede et Sjællandskort. Det mest passende Sted, vi fandt, var Asnæs. Der var baade Skov og Strand, og Afstanden fra København var passende. En Week-end i Oktober 1916 tog Uttental og jeg med Toget til Kalundborg, og næste Dag "gjorde" vi Asnæs paa Cykel. Det blev en Oplevelse. Vi blev klar over, at her skulle det være. Paa en Mark ved Mineslund saa vi en Flok Gæs, der blev vogtet af en Dreng med en Kæp — det havde vi ellers kun læst om. Vi kørte gennem Forskoven og Vesterskov helt ud til Spidsen, og paa Hjemvejen fandt vi det ideelle Sted for vor Lejr: Fyrreskrænten, der jo dog ikke blev det endeligt (Aarsagen var den, at netop Fyrreskrænten var et yndet Udflugtssted for Kalundborggenserne). Vejret havde været skønnest muligt, og der var saa mange fuldt modne Brombær, som vi aldrig har oplevet, hverken før eller siden — heller ikke paa Asnæs.”

Nu skulle der etableres kontakt med grevskabet. Uttental havde fra sin tid som huslærer på et gods i Jylland visse forbindelser i adelige kredse, de måtte bruges, og de blev forsøgt — med et absolut nej som resultat! Man var dog ikke mere slået ud, end at der på grund af erfaringerne fra Stevns blev tegnet en lejrbygning, og i foråret 1917 tog Uttental og Albert Lauritzen på udflugter til andre egne af Sjælland uden at finde noget virkelig brugbart. Erik Klenow var på det tidspunkt ansat i Middelfart, og fik en dag et brevkort fra Uttental, hvori der bare stod: ”Alligevel Asnæs, glædeligt hurra!”. Det havde vist sig, at stiftsprovst Hoffmeyer, daværende sognepræst ved Frederiksberg Kirke, havde en direkte kontakt til Lerchenborg, men da han havde spurgt, svarede greven: ”Jeg har netop sagt nej til nogle andre, og så kan jeg ikke så godt sige ja til Dem”. Til alt held for foreningen blev det opklaret, at det var de samme mennesker, man talte om.

Imens gik sommerlejrindsamlingen i foreningen videre — dog med formindsket kraft på grund af de vanskelige økonomiske forhold i krigens sidste år. Prisstigninger, rationeringer og arbejdsløshed fulgte i dens kølvand. Derfor måtte en indsamling til en sommerlejr næsten tage sig ud som utidig luksus. Alligevel gav foreningens majfest i 1917 et fint resultat, og Uttental kunne meddele: ”… vi har nu i alt 3100 Kr. til den stærkt eftertragtede Lejrbygning.”

Lensgreve Lerche-Lerchenborg gav lov til, at der blev rejst en lejr på Asnæs i skovkanten, lige ud til den åbne strand. Der hvor lejren skulle placeres, havde der oprindelig været en planteskole, som var mislykkedes. Da grunden blev anvist, var jorden netop pløjet op til dyrkning af kartofler. Det første arbejde var derfor at vende alle græstørvene igen. Arkitekt Elise Bahnson satte skik på tegningen, så lejren ikke kun blev egnet til formålet, men også fik et udseende, der ikke skæmmede egnen.

Så bygges der

I pinsen var en halv snes medlemmer oppe for at grave, men kom ud for en lille skuffelse: bygningens sydside måtte understøttes af betonpæle: man havde ikke været opmærksom på, at terrænet skrånede ned mod vandet. Af samme grund blev der bygget en trappe foran opholdsstuen og plantet hyldebuske langs sovesalen.

I KFUM og -K havde man stadig travlt med indsamlingen. Den årlige sommerfest blev afholdt i juni med et sløjt økonomisk resultat: 200 kr. Til alt held skænkede en anonym giver 1300 kr., hvilket rettede lidt op på budgettet. I julinummeret af "Ungdom" 1918 skrev Uttental: ”Søndag den 28. Juli bliver en Mærkedag for Foreningen. Paa den Dag bliver Lejren indviet. Stiftprovst Hoffmeyer og andre taler, der synges en Kantate af et Medlem (!), og vi haaber, en del Gæster vil komme til Stede efter udsendt Indbydelse… ”

Indvielsen

Lørdag den 27. juli samledes tolv unge cyklister i de tidlige morgentimer foran menighedshuset i Pile Allé. Vejret var strålende. Dansk sommer når den var allerbedst. Ikke en vind rørte sig, og solen skinnede varmt, dog lige varmt nok til at cykle 105 km med fuld oppakning, men humøret var højt. Klokken cirka halvseks satte gruppen sig i bevægelse mod Roskildevej. Den første tur til Asnæs var begyndt.

Turen gik som en leg, bortset fra de sidste 2 kilometer i Bjergsted bakker, hvor en del af cyklisterne ønskede, at de havde været på togholdet. De "raske gutter" nåede dog lejren klokken 14 om eftermiddagen, og den nye bygning stod klar til at modtage sine første "indvånere".

Søndag d. 28. juli oprandt så lejrens indvielsesdag, og vejret var som det skulle være. Dagens middag var oksesteg og rødgrød. Cirka 70 københavner-gæster, anført af August Klingsey blev meget forsinkede. Først af DSB og siden under sejladsen over Kalundborg Fjord. Det havde voldt en del spekulationer, hvordan man skulle få transporteret de ældre medlemmer af menigheden ud til lejren, 10 km ad landevejen fra Kalundborg. Så havde nogen fundet på, at man kunne betale en fisker for at sejle gæsterne fra byen over til nordkysten af Asnæs. Hele selskabet kunne dog ikke være i motorbåden, og en del af dem blev anbragt i en båd, der blev slæbt i et tov efter motorbåden. Gæsterne blev imidlertid oversprøjtet, så skipperen måtte sætte farten ned.

Endelig nåede gæsterne frem, og selve indvielsen fandt sted i opholdsstuen. Klenow takkede greven, menigheden og mødrekredsen, og arkitekten, frk. Bahnson takkede håndværkerne. Derefter bød grev Lerche velkommen til Asnæs. Han havde stillet grunden til rådighed for 25 år, kvit og frit. Efter den egentlige indvielse var der sodavand og kager foran huset. Desværre var der meget lidt tid til at se lejren og skoven for de københavnske gæster, som skulle nå motorbåden og toget hjem.

Ombygninger

Asnæslejrens bygning ligner sig selv fra 1918, men der er dog løbende sket nogle forandringer. Disse er besluttet og gennemført på en sådan måde, at lejrens helt egen atmosfære er bevaret gennem alle årene.

Kaminstuen var oprindeligt indrettet med åben pejs, som ikke kunne klare opvarmningen en kold vinterdag. Pejsen stod til 1955, hvor den blev erstattet af en lukket kamin. Kaminstuen blev isoleret, og forsatsvinduer anskaffet. Vinduerne kan trækkes ned i væggen, så kaminstuen til to sider bliver en åben veranda. Det lange spisebord består af en enorm egeplanke, og over den hænger en lang kroget gren med holdere til stearinlys.

I køkkenet er ændringerne få. Fadeburet er et spisekammer med net for vinduerne og net i lågerne til det rummelige madskab. Køkkenets hjerte, komfuret, er udskiftet flere gange. I 1990 kom der en skønne dag koldt vand strømmende ud af en hane over køkkenvasken; det var en begivenhed af de store; før havde man hentet vand i spande fra pumpen i gården, og endnu tidligere trukket spande med vand op fra brønden ved hjælp af en lang vippestang. Også lyset er blevet anderledes. Fra begyndelsen var der kun ét vindue. Så kom to ekstra vinduer til, og siden 1991 har en lille lampe, drevet af solceller, kunnet lyse ned på komfuret. Men stearinlysene er fortsat uundværlige over spisekrog og køkkenbord.

Dameværelset, tidligere tanteværelset med tilnavnet trianglen var oprindeligt kun halvt så stort som nu, da der var cykelskur i den nordligste del af bygningen. Med kun tre køjepladser viste rummet sig hurtigt at være for lille, og i 1924 stod det nye dameværelse færdigt..

Sovesalen og hønseburet er adskilt af en tynd væg, som blev sat op, da fælleslejrene begyndte i 1952. Det er vist ikke nødvendigt at fortælle, hvilket af de to rum, pigerne havde fået tildelt.

Bjælkestuen. I de første udkast til bygningerne var der ingen overetage. Tegningerne blev udstillet i forbindelse med indsamlingen, og frk. Bahnson der netop havde fået afgangseksamen fra akademiet, så dem og tilbød sin assistance. Resultatet kender vi i dag, dog er den udvendige balkon og trappe kommet til meget senere. Før den tid måtte lederne, som boede i bjælkestuen, bruge den smalle hønsestige fra sovesalen. Når man i dag kommer op og ser de mange solide bjælker langs skråvægge og køjer, synes man det er helt naturligt, at rummet hedder bjælkestuen. Men navnet skyldes nok bjælken, en 7”x 7” bjælke, der knap 2 m inden for døren og i en højde af næsten 13/4 m gik tværs gennem rummet, og som man mente var nødvendig for tagkonstruktionen. I 25 år fik mange lejrfolk deres univers oplyst af utallige sole, måner og stjerner, når de fra trappen trådte et skridt frem, lukkede døren bag sig og hamrede hovedet ind i bjælken, mens øjnene skulle vænne sig til mørket i rummet. En dag kom tømreren på besøg for at kigge nærmere på bjælken, og konklusionen fremgår af bygningens udseende i dag. Tagkonstruktionen står der endnu, flot og stærk.

Blomkvisten. I begyndelsen fik hele overetagen lys og luft gennem gavlvinduet ud mod vandet. En væg adskilte bjælkestuen fra gæsteværelset, som det hed dengang. Bagtrappen eksisterede ikke, men en lem førte ned til fadeburet. I forbindelse med den store ombygning i 1924 blev kvisten mod gårdspladsen bygget ind, lemmen flyttet hen over forstuen, og bagtrappen sat op. Kvisten mod skoven er fra 1951, hvor taget på den side blev tækket om. Gæsteværelset blev til blomkvisten, da en missionær Blomgreen havde boet der i sommeren 1920.

På grund af Hafniabranden i København i 1975 krævede brandtilsynet, at lejren skulle brandsikres. Dette medførte, at alle døre blev udskiftet, dobbeltdørene med gule glasruder til sovesalen forsvandt og forhænget til porcelænshylderne blev erstattet med en skabsdør. Den udvendige balkon og trappen fra bjælkestuen stammer også fra denne ombygning.

Navneskiltet med de gotiske bogstaver brændt ind i en lang kævle var en gave ved 75 års jubilæet i 1993. I festens anledning var gårdspladsen blevet overdækket og brønden omdannet til scene i midten.

Rundt om lejren

Cykelvillaen er et fornemt udhus, der også skyldes arkitekt Bahnson. Omkring 1974 blev det første gaskøleskab indkøbt for overskuddet på en sommerlejr og anbragt i cykelvillaens forrum.

Omkring 1977 blev huggehuset bygget og brændet flyttet dertil fra cykelvillaen, gårdspladsen blev udvidet og vaskeborde sat op. Den oprindelige vippebrønd var blevet erstattet af en pumpe, som endnu var i funktion i begyndelsen af 70-erne. Den blev lukket af sundhedsmæssige grunde. Efter et par år med afhentning af vand i mælkejunger ved en af godsets bygninger et stykke inde ad landevejen, blev vandrør gravet ned langs skovstien, der blev lavet vandbrønd udenfor bagtrappen, sat haner op to steder udendørs og et rør ført ind i huset, så man kunne få rindende vand fra en koldtvandshane over køkkenvasken.

I 1982 blev en ca. 14 meter lang badebro bygget første gang. Den er flere gange blevet fornyet på grund af isvintre. I 1987 forsvandt en del af pælene, og da badebroen alligevel skulle bygges, besluttede man at udvide den til ca. 24 meter. Fiskere fra det daværende fiskerleje nogle hundrede meter henne ad stranden bankede træpæle i havbunden med de redskaber, de brugte til deres bundgarnspæle. I dag er pælene skiftet ud med jernrør, som bedre kan modstå isskruninger. De yderste rør når 1.3 meter ned i havbunden. I 1988 blev en tømmerflåde på olietønder bygget, og en pæl banket ned i sandrevlen til fortøjning af den på sommerlejrene.

Et nyt Amalienborg (herretoilet med spand) blev bygget i 1989. I 2003 blev Sorgenfri isoleret, samtidig med at begge slotte fik spandene skiftet ud med træk-og-slip. En luksus, som alle lejrdeltagere meget hurtigt vænnede sig til. Ti år senere blev Sorgenfri ombygget og en håndvask sat op.

Svævebane samt gyngestativ blev bygget i 1990, hvilket voldte en del problemer, da der lå en stor sten på omkring 1.5 m der, hvor svævebanen skulle placeres. Da kæmpestenen ved mange arbejdslejrdeltageres forenede kræfter var blevet flyttet, skulle wiren hejses op, og her sprang rebet, så bortset fra den sidste i række landede hver af dem blødt på sin bagmand.

Bålpladsen bag cykelvillaen blev indrettet i 1992 i nærheden af vandhanen med den lange slange. Pladsen blev renoveret i 2004 og forsynet med en stor, drejelig smedejernsrist til at grille på, bænke på kampesten hele vejen rundt, forstærkede læskærme ud mod vandet samt borde og bænke i nærheden. I udkanten af pladsen ligger et lille nybyggerhus, hvis bygherre engang havde hørt Laurabøgerne.

Asnæslejren kyst 50 års jubilæum

Erfaringer fra Stevnslejren har betydet, at Asnæslejren blev så velindrettet. Foto fra 50 års jubilæet.

Asnæshalvøen

Øverst: Forskoven
Nederst: Lejrområdet, forstørret

Fyrreskrænten

"Indianere" på Fyrreskrænten i 1961

Asnæs forskov Skov omkring Asnæslejren Asnæslejren fra luften

Luftfoto af Asnæslejren, i egekrattet

Asnæslejren fra gamledage

Asnæslejren i 1928

Asnæslejrens flagstang Asnæslejrens kaminstue

Kaminstuen i gamle dage med åben pejs

Asnæslejrens gårdsplads

Lejren i dag

Køjepladser på Asnæslejren Asnæslejren blomkvisten Asnæslejrens Jubilæum

75 års jubilæet

Tegning af cykelvilla

Cykelvillaen, også tegnet af Elise Bahnson

badning på Asnæslejren Asnæs svævebane Asnæslejrens bålplads
Til toppen